Mottaker: | JOHAN BRAVO |
Datering: | 6. januar 1871 |
Sted: | DRESDEN |
Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||||
Om verket | ||||||||||||||
Les mer om brevene |
Højstærede herr etatsråd!
Uagtet jeg i disse dage befinder mig noget upasselig, skynder jeg mig dog at besvare Deres venlige og meget ærede skrivelse, som jeg modtog imorges.
Årsagen, hvorfor jeg anser et hurtigt svar nødvendigt, er denne:
I Deres brev af 8de Juni 1870 melder De mig at Skandinaverne i Rom fra nævnte års udgang ikke længere ønsker Morgenbladet, samt at
herr Grieg fra samme tid af vil skaffe det norske Aftenblad istedet. Da ingen kontra-besked indløb fra Dem måtte jeg henimod årsskiftet tilmelde Morgenbladets expedition at man fra 31te december skulde standse forsendelsen.
Hvorvidt man i Rom er tjent med at få en indholdsløs avis istedetfor en indholdsrig, vedkommer ikke mig; men da jeg dog tænkte mig muligheden af at det Griegske anstaltmageri af en eller anden grund kunde komme
til at strande, så har jeg efter evne søgt at betage sagen det for Morgenbladet krænkende udseende; og dersom De fremdeles ønsker at beholde dette blad, så vil sådant hurtigst og bekvemmest kunne ske ved en henvendelse til mig, som da uopholdelig skal besørge det fornødne.
Hvis de norske Skandinaver i Rom for tiden er uden aviser fra hjemlandet, så må jeg forlange at man gør dem udtrykkelig opmærksom på, hos hvem skylden ligger, nemlig hos herr Grieg og ikke hos mig.
Brevet til herr tom Dick skal snarest muligt blive besørget.
Den medfølgende regning forstår jeg fuldkommen; men renteberegningen finder jeg i to punkter ubillig:
1.) jeg må højlig betvivle at lånekassens øvrige midler gøres frugtbringende til 5 p. ct; efter italienske forholde må 3 p: ct: ansees for god rente.
2.) det går ikke an at beregne rente for året 1870 af Morgenbladets kostende; havde foreningen selv skullet bestille og betale bladet, så måtte beløbet været erlagt forskudsvis, og at jeg ifølge mit literære forhold til bladet kan arrangere mig anderledes er en privatsag, som ikke berettiger Skandinaverne
i Rom til nogen slags pengefordel på min bekostning.
For øvrigt beder jeg Dem, kære herr etatsråd, at bringe mine romerske venner en venlig hilsen. Dem selv beder jeg modtage forsikkringen om min hjerteligste hengivenhed, og med ønsket om et godt og glædeligt nytår tegner jeg mig
Deres stedse ærbødigst forbundne
Henrik Ibsen.